Da jeg kommer ind i lejligheden sætter jeg naturligvis mine sko i forgangen. Og går ind i stuen. Kristoffer skubber Alberte og mig ned i en tom sofa.
Folk ved vinduerne og i spisestuen, hvor ind til de franske døre står åbent, hilser på os. Kristoffer er svært begejstret og begynder at tromme på siden af hans antikke kommode. Han skaber en pulserende rytme, som snart bliver akkompagneret af en fyr med krøllet brunt fuldskæg. Han trommer på kanten af den sofa, som jeg sidder i.
En pige i stor jakke og lang nederdel fisker en mundharmonika op af en lomme og begynder at spille toner. Forsamlingens opmærksomhed samles et kort øjeblik omkring kvinden, som jeg troede var en pige. Hun har i virkeligheden dybe furer i panden og rynker omkring øjnene. Så pludselig stemmer alle i. Folk danser rundt i mystiske spiraler, Kristoffer er musikliderlig. Han er helt væk. Og det er jeg også.
Jeg udstøder lyde sammen med Sesam. Hvor hun kom fra, har jeg ingen anelse om.
Kvinden med mundharmonikaen er samlingspunktet. Vi står som en form for menighed omkring hende. Det ser ud til, at det går op for hende, for hun fjerner mundharmonikaen og smiler. Hun har guldtænder og skriger af glæde, før hun genoptager musikken.
”Jeg har det godt,” siger Sesam stille, da hun sætter sig på en antik hvid træstol ved siden af mig.