En gang imellem, oplevede han det. Det at gå ned af en gymnasiegang med solen skinnende ind fra sidens glasfacade. Han ser ud mod gården udenfor, hvor enkelte elever sidder og drikker forfriskende læskedrikke. Og et sekund kommer han i tanke om, at han ikke er sikker på noget. Han er ikke klar over, hvorvidt det er en læskedrik eller slet ingenting.


Senere blev der snakket om cigaretter, som lå spredt ud over fliserne i et utal. Og det på trods af de kære pedellers daglige arbejde.

Sorbetis er noget, som jeg altid har yndet af fornøje mig med. Når man en sjælden gang imellem møder et tilbud i et af de utallige supermarkeder er det specielt dejligt. Jeg bryder mig især om citron og tranebær. Jordbær og hindbær har aldrig fanget min interesse, skønt det tilsyneladende er det mest gængse. Men sådan er det åbentbart med mig. Jeg forholder mig anderledes. Men det er jo også bare mig.

Og en gang imellem, kommer der en sådan følelse op i mig, at jeg ved rette betingelser frygter for mit psykiske velbefindende. Det er følelsen af selve Alt.

Så sent som for fem minutter siden, trådte jeg ud af badeværelset. Trådte forsigtet hen over den sovende hund. Og pludselig måtte jeg tage fat i dørkarmen, fordi det ramte mig. Storheden ved, at netop jeg stod netop dér, med netop dén sovende hund.

Antoni Gaudí

Det er nu så charmerende.

Hold nu bare kæft og kom videre til Rifbjerg.

Forunderligt. Pixels, som lader fortiden glide ind i nutiden. Jep. Ikke nogen tid mere. Ingen forskel.

Da jeg kommer ind i lejligheden sætter jeg naturligvis mine sko i forgangen. Og går ind i stuen. Kristoffer skubber Alberte og mig ned i en tom sofa.
Folk ved vinduerne og i spisestuen, hvor ind til de franske døre står åbent, hilser på os. Kristoffer er svært begejstret og begynder at tromme på siden af hans antikke kommode. Han skaber en pulserende rytme, som snart bliver akkompagneret af en fyr med krøllet brunt fuldskæg. Han trommer på kanten af den sofa, som jeg sidder i.
En pige i stor jakke og lang nederdel fisker en mundharmonika op af en lomme og begynder at spille toner. Forsamlingens opmærksomhed samles et kort øjeblik omkring kvinden, som jeg troede var en pige. Hun har i virkeligheden dybe furer i panden og rynker omkring øjnene. Så pludselig stemmer alle i. Folk danser rundt i mystiske spiraler, Kristoffer er musikliderlig. Han er helt væk. Og det er jeg også.
Jeg udstøder lyde sammen med Sesam. Hvor hun kom fra, har jeg ingen anelse om.
Kvinden med mundharmonikaen er samlingspunktet. Vi står som en form for menighed omkring hende. Det ser ud til, at det går op for hende, for hun fjerner mundharmonikaen og smiler. Hun har guldtænder og skriger af glæde, før hun genoptager musikken.
”Jeg har det godt,” siger Sesam stille, da hun sætter sig på en antik hvid træstol ved siden af mig.